Lærkestellet blev skabt i 1994 for at styrke og udvikle den danske værkstedskeramik og er opkaldt efter idékvinden bag, Louise Lerche-Lerchenborg. En gruppe keramikere tog udfordringen op om sammen at være med til at skabe et ”levende” spisestel. De fleste af dem havde på det tidspunkt gennem flere år været optaget af bordets og måltidets brugsting, som til daglig præger vores tilværelse med dets farver og former. Det er når tingene tages i brug, og vi sidder med dem i hænderne, at vore sanser vækkes.
Lærkestellet var en keramisk vision. Et stel bundet sammen af forskellige kunstneres kvalitet og håndværk; en tepotte af Bente Hansen, to krus af Richard Manz og Beate Andersens flødekande. Stellet består af mange forskellige dele, der hver især kendetegner den enkelte keramiker og fremviser hans eller hendes særpræg.
Projektets arbejdstitel hed ”Keramikbanken” der bestod af en ”levende organisme”, idet modellerne – nye som kendte – kunne indgå og udgå af sortimentet. Projektet skulle støtte produktudviklingen på mindre værksteder og præsentere dansk brugskunst på en anden måde og via offentlige rum. Cafeer og restauranter på museer og samlinger kunne låne Lærkestellet. Anvendelsen af Lærkestellet betragtes som en alternativ udstillingsform, hvor dansk brugskunst er flyttet udenfor de normale udstillingsrammer.
Visionen blev realiseret af Louise Lerche-Lerchenborg. De medvirkende keramikere er bl.a. Beate Andersen, Hans og Birgitte Börjeson, Bente Hansen, Ursula Munch-Petersen, Sten Lykke Madsen, Bodil og Richard Manz, som udarbejdede tepotter i forskellige størrelser, krus, kopper, tallerkner, serveringsfade, en opsats, fløde- og mælkekander, en lysestage og urtepotteskjulere. Farveholdningen er naturporcelæn, pasteller, turkis. Gul og sort. Materialerne er keramik og porcelæn, alt funktionelt og egnet til maskinopvask.
Den produktudvikling, som er indgået i stellets tilblivelse, var usædvanlig, idet der blev satset på enkelthederne og mindre på helheden. Processen med udvælgelsen af keramikere og keramikarbejder er trådt i stedet for tanker om uniformering af stellet gennem en overordnet designproces. Den basale tanke – at skabe et levende stel – en samling af steldele, der kan suppleres og revideres ved behov, har tilført Lærkestellet en rigdom i udtryk og muligheder fra de deltagende studiokeramikeres værksteder. Det er et produkt med præg af unika i de enkelte bestanddele.